Om kollegiet

Vores egen wikipediaside.

Her er også børnevenligt
På kollegiets område ligger en vuggestue og en børnehave. Kollegiet har som sådan ingen råderet eller bestemmelsesret over hverken vuggestue eller børnehave, men i langt de fleste tilfælde af dem, som vi kender til, får man som forælder på kollegiet plads til sit barn/sine børn i disse nærliggende institutioner. Det sammen med vores C-lejligheder (en toværelses med egen indgang, hobbyrum og køkken-alrum) de grønne områder, og foreningen SkjoldUngerne gør, at Skjoldhøjkollegiet er velegnet til studerende, der har børn i forvejen, har et barn på vej, eller planlægger at få børn i løbet af studietiden.

Indkøbsmuligheder

 Lokalbrugsen Skjoldhøj. Midt på Centerpladsen. 

Aldi - 700 m
(en grussti fører fra kollegiet og lige til døren)

Bazar Vest - 1,5 km 
(klares nemt på enten gåben eller på cykel eller efter tre stoppesteders tid med Bus 4A)

Bilka  - 2 km
(Bus 3A kører lige til døren)

Butikstorvet nær Bilka
Overfor Bilka ligger der en række butikker, firmaer og en bank i Anelystparken.
Butikker: Bauhaus, Elgiganten, Føniks Computer, Jensens Bøfhus, Jysk, Maxi Zoo, Optik Tilst, PetWorld Tilst, Shoppit, SuperGolf, Synoptik, Thansen, Toys R' Us + meget andet.
Bank: Nordea (ligger til venstre for Bauhaus)

City Vest Storcenter med over 70 butikker - 3 km.
(en god cykeltur eller syv stoppesteder med Bus 4A)

Lidl - findes i City Vest Storcenter. En anden afdeling findes på Viborgvej ca. 150 m. fra Hasle Torv. Det er ca. 4 km på cykel. Du kan også tage bus 3A til Hasle Torv (tager 8-10 min.) og gå det sidste stykke.

Netto - 1,5 km
(gåben, en rask lille cykeltur eller et par stoppesteder med bus 3A)

 

Rengøringsordning

Alle opgange på Skjoldhøjkollegiet har en rengøringsordning.

Grundet elendig oprydning på visse opgange og en masse omtale angående dette i diverse medier konstruerede Skjoldhøjkollegiets bestyrelse en rengøringsordning gældende for alle opgange.

Hver opgang har siden fået uddelt en rengøringsplan, og hver værelsesbeboer er i skrivende stund ansvarlig for rengøring af enten køkken eller fællesrum hver sjette uge. Hvad hvilket værelse er ansvarlig for fremgår af rengøringsplanen og kører efter et rotationsprincip. En uge skal du altså rengøre køkkenet, seks uger efter skal du rengøre fællesrummet, og så videre.

Rengøringen tjekkes primært hver tirsdag formiddag af varmemestrene (med mindre andet bekendtgøres med opslag), og de efterlader efter tjek en liste angående specifikke rengøringspunkter, der eventuelt skal gøres bedre. Eller de giver dig en smiley, hvis der ser pænt ud. Er der ankepunkter, bedes disse bringes i orden inden et rengøringsfirma kommer forbi. Er alt i orden, sker der ikke videre, men er ankepunkterne ikke klaret tilfredsstillende, bliver dette gjort af rengøringsselskabet, og du bliver gjort økonomisk ansvarlig for denne ekstraudgift. Beløbet trækkes automatisk på den efterfølgende huslejeopkrævning.

Klager over for sløve eller grove rengøringstjek begge dage kan i første omgang forelægges Varmemesteren i dennes åbningstid.

Rengøringen tager en halv- til en hel times tid 8-9 gange om året, så det er ikke nogen overvældende arbejdsbyrde, der her er tale om. Og det skal understreges, at fordi du i en given uge skal gøre køkkenet rent, betyder det ikke at du skal klare andres opvask.

Kunsten

De grå betonvægge har altid været et diskussionsemne blandt kollegianerne. Der har gentagne gange været gjort forsøg på at få murene shinet op, men debatten er hver gang strandet på pengespørgsmål og uenighed om farvevalg. Man har dog fra kollegiets side sørget for en form for udsmykning.

Der er dels tale om en bemaling af nogle gavle og fliser, dels om nogle monumentale skulpturer rundt om på kollegiet. De fleste gavlmalerier forsvandt dog ved betonrenoveringen i 1988, men enkelte spor ses stadig i flisebelægningen i gyderne.

Kasper Heiberg - manden bag skulpturerne - lagde stor vægt på, at skulpturerne blev lavet til kollegiet og ikke kunne bruges andre steder. Han forsøgte derfor at udnytte de linier, som arkitekturen naturligt skaber. Den store lyseblå jernskulptur på Centerpladsen følger således de linier, som gavlene tegner.

Det mest omdiskuterede værk på kollegiet er den kæmpestore jernplade, der står på torvet mellem C-lejlighederne i den ulige afdeling. Kritikere har døbt kunstværket M/S-Skjoldhøj, fordi det efter manges mening mest af alt ligner et skib set fra siden.

Kunstneren selv opfattede skulpturen som "en kæmpemæssig gubbe, der peger ud mod et fjernt betydningsfuldt punkt i horisonten". Formen på skulpturen fremkommer, når man betragter de to bygninger, der ligger forskudt for hinanden.

Naturen

Kollegiet er nabo til to naturområder. Mod vest starter True Skov på 600 hektar som er indrettet med stier og parkeringspladser. Skoven er en af de yngste i Danmark hvor de første træer blev plantet i 1994. Skoven har flere småsøer og mange forskellige typer træer, dog overvejende danske løvtræer. Der er 2 hundeskove hvor hunde kan luftes uden snor.

Om vinteren og i godt snedække har der været indrettet langrendsspor på stierne.

Naturstyrelsens folder med kort: PDF

Mod nord og øst ligger Skjoldhøjkilen som er et område med varierende natur. Umiddelbart vil man møde "urskoven" som er et stykke skov indrettet med mose og hvor træer får lov til at ligge for at give et mere forhistorisk indtryk. Man kan dog bevæge sig tørskoet rundt og nyde indtrykket på gangbroer. Der er også to sandfangs-søer hvor man kan finde ænder og svaner.

Længere inde mod byen er der mere traditionel skov som bl.a benyttes til ridning, og Hasle Bakker som huser motocross bane, fodbold, løb og mange andre aktiviteter, herunder Danmarks Grimmeste Festival (navnet er noget misvisende!). Bakketoppene ligger lige over 100 meter over havets overflade og giver en rigtig god udsigt over Århus.

Dyr på kollegiet

Du må have dyr på Skjoldhøjkollegiet
Skjoldhøjkollegiet er ét af kun to kollegier, hvor det er tilladt at holde dyr. Denne ekstra frihed kommer dog forbundet med et ansvar.

Hunde
Alle hunde skal registreres hos Varmemesteren ved indflytning, og hunde må ikke løbe frit rundt uden at være i snor. Ligesom Skjoldhøjkollegiet er et dyrevenligt kollegium er det også et børnevenligt kollegium. Fritgående hunde og små børn, der render og leger udenfor (især om sommeren), passer bare ikke sammen. Det beder vi om din forståelse for.

En fritgående hund er automatisk lig en advarsel til ejeren. To advarsler og lejemålskontrakten ophæves.

Som bekendt er visse hunderacer forpligtiget til at bære mundkurv. Denne regel gælder også på kollegiet, og overholdes dette ikke kan der også tildeles en advarsel. Det er dit ansvar at bevise at hunden ikke er af en race der påkræver mundkurv med attest fra dyrelæge.

Katte
Vi anbefaler at alle katte skal øremærkes. Mest for ejerens egen skyld. Det sker at katte efterlades af deres ejer ved fraflytning, og det sker, kollegiet får besøg af katte fra det nærliggende parcelhuskvartér - Skjoldhøjparken.Og det sker, der render vildkatte rundt i området. Og derfor sker det også, at Beboerrådet fra tid til anden tilkalder en kattefænger, når det skønnes at antallet af "ukendte" katte er blevet et problem. Se i øvrigt Husordenen §8 stk. 5.

Dyreliv på en værelsesopgang
I princippet må du have alle de dyr du ønsker på dit eget værelse. Indenfor rammerne af almindelig dyrevelfærd forståes.

Om du må have din kat og lille hund gående frit rundt i fællesrummet afgør dine medbeboere. Det samme gælder fritflyvende undulater, kanariefugle, papegøjer, og hvad der nu ellers måtte være tilfældet.

Nogle kollegianere er dyreallergikere, og de har også ret til at være her (det er en udpræget misforståelse, at fordi Skjoldhøjkolleget tillader dyr, så bedes allergikere finde et andet sted at være. Sådan hænger det ikke sammen.). Andre kollegianere bryder sig bare ikke om, at der ligger katte og hunde i fællesrummet og i de fælles møbler. Ligeså har disse kollegianere ret til at være her.

Så spørg dine medbeboere om det er okay, FØR du lukker dit dyr ud i fællesrummet. Det er alle bedst tjent med.

Det er i øvrigt ikke en enten-eller situation. I nogle tilfælde kan der skabes et kompromis, hvor katteejere kan sende deres katte ud i fællesrummet til en ugentlig strækken ben, samme dag som der alligevel skal gøres rent og støvsuges.

I det hele taget anbefaler vi en konstruktiv dialog med dine medbeboere, hvad husdyr angår. I værste tilfælde bliver det et nej. I bedste tilfælde bliver det et ja, og måske vil nogle medbeboere ligefrem passe husdyret, når ejeren ikke selv er på kollegiet.

Energimærke

Når en bolig udlejes (eller sælges) skal den iht. lovgivningen have en gyldig energimærkning. En energimærkning er en vurdering af en bygnings energimæssige tilstand. 

Energimærkning procedure
1. En vurdering, der viser, hvor store energiudgifter, der er for boligerne - for eksempel til olie, gas, fjernvarme, el og vand.

2. Et besparelsesforslag, der viser, hvilke forbedringer det kan svare sig at gennemføre ved boligen, og hvor meget man herved kan reducere udgifterne.

Gyldighed
Energimærkninger gælder som udgangspunkt i 10 år. 

ENERGIMÆRKER PÅ SKJOLDHØJKOLLEGIET

BLOKTYPE A - 1 til 8

BLOKTYPE A - 11 til 24

BLOKTYPE B

BLOKTYPE C

BLOKTYPE D

Historien

Der var mange store visioner bag byggeriet af kollegiet, da det blev planlagt i slutningen af 1960'erne. At kollegiet blev bygget så langt væk fra Århus centrum, hænger sammen med kommunens modvilje mod udgifter til boligsikring. Århus kommune var ikke interesseret i et stort kollegiebyggeri. I stedet lykkedes det at overtale den lille Brabrand-Årslev Kommune til at lægge jord til. Ironisk nok blev Brabrand-Årslev året efter lagt sammen med Århus Kommune i forbindelse med kommunalreformen i 1972.

Arkitetkttegnet fællesskab
Kollegiets arkitekt, Knud Friis fra arkitektfirmaet Friis og Molkte, gjorde sig mange tanker om kollegiets udforming. Ideen var at bryde med alt der tidligere var set i kollegiebyggeri. Friis ville skabe et 'hierarki af fællesskaber,' hvor beboerne på opgangene kunne leve sammen som en stor familie. Samtidig skulle der være plads til individualister, der hellere ville bo i lejligheder, og børnefamilier i større lejligheder der blev opbygget som små rækkehuse.

Bygningerne skulle have et ensartet design, men skulle samtidig rumme mange forskellige boformer. Værelserne skulle vende ud mod grønne områder, mens fællesrum og køkkener blev orienteret mod gyderne.I gyderne, på pladser og omkring vaskerier, hobbyrum og møderum skulle der være et blomstrende fællesskab. På centerpladsen skulle man have et fællesskab omkring brugs, bar og cafeteria.

Kollegiet blev indviet i 1973, hvor ca. en tredjedel var bygget færdigt.

Knud Friis har senere erkendt, at han ikke tog højde for, at al aktivitet på kollegiet foregik om morgenen og om aftenen. Han har beklaget at gyderne blev så lange, og ærgrede sig over, at der ikke blev plantet træer i gyderne fra starten, fordi det efter hans mening havde ændret miljøet totalt. De nuværende træer blev plantet på initiativ af beboergruppen Skønhøj.

Beton blev valgt som byggemateriale, fordi det var billigt. Betonfladerne blev støbt på stedet. Men der blev sjusket med byggeriet, og mellem 1987 og 1989 måtte kollegiet igennem en større betonrenovering. Også dårlig tagpapbelægning på tagene har været et problem, og måtte udbedres i 1981.

Aktionernes kollegium
Kollegiet er kendt for nogle langvarige huslejeaktioner i 70’erne og i begyndelsen af 80’erne, som blev båret frem af en stor gruppe aktive fra Kollegianerrådet,(i dag kendt som beboermødet) og Forretningsudvalget (i dag beboerrådet). De ville ikke acceptere at kollegiets dårlige økonomi skulle ligge beboerne til last.

Kollegiet var kort efter sin færdiggørelse trådt i likvidation, da boligudgifterne havde været højere end forventet. Boligministeren havde derfor indsat en kendt Århus-advokat som administrator i boet og han ønskede at nedbringe kollegiets underskud ved en stor huslejeforhøjelse.

Da kollegianerne besluttede at boykotte huslejestigningen, blev der sat hårdt mod hårdt, og de aktionerende kollegianere blev smidt ud ved politiets hjælp. En ny boligminister, der kom til efter en regeringsomdannelse, fik dog dæmpet urolighederne en smule, men den eneste konkrete indrømmelse, der kom ud af ministeren, var, at huslejestigningen blev udskudt nogle måneder. I dag har antiboykot-loven sat en stopper for de storstilede huslejeaktioner. En eventuel huslejeboykot vil fra de studerendes side kun være af symbolsk betydning, idet huslejen da vil blive trukket fra de studerendes SU. Men kollegiets økonomi er i dag stærkt forbedret, og man forsøger i stedet at samarbejde med de organer, som sammen med kollegiets beboere har indflydelse på Skjoldhøjkollegiets forhold. Derfor opfordres der til, at man sikrer sig indflydelse ved at deltage i beboermøderne eller bliver aktivt medlem af beboerrådet.